Skovshoved Roklub stærkt repræsenteret på kajakpololandsholdene

3. februar 2019 13:30 , af Jacob Steglich-Andersen

Den 26. januar var kajakpololandsholdene igen samlet i Odense for at tage hul på 2019-sæsonen. Odense Universitetssvømmehal var den sædvanlieg lokation for træningerne. Skovshoved Roklub har altid været stærkt repræsenteret på landsholdene og 2019 er ingen undtagelse, hvor 10 spillere er med i bruttotrupperne over henholdsvis herresenior, damesenior, og U21-landsholdet. Jacob Steglich-Andersen er mangeårig spiller på herrelandsholdet og fik sidste år selskab af Christoffer Zwinge, som også i år er i bruttotruppen. På damelandsholdet er Pernille Berthelsen og Julie Højstrup debutant, mens Emma Riley har deltaget ved flere slutrunder og er efter en sæson med skader tilbage i bruttotruppen på landsholdet. Skovshoved Roklub er igen i år enormt stærkt repræsenteret på U21-landsholdet, hvor klubben stiller med hele seks spillere til bruttotruppen; Andreas Lund Christiansen og Mathias Mølgaard debuterede sidste år mens August Søgaard, Nikolaj Knudsen, Jakob Soja, og Rasmus Holt er debutanter i år.

Målet for spillerne er at være blandt de 8 der skal deltage ved Europamesterskaberne i Coimbra, Portugal til august. Igennem de næste 5 måneder vil de blive udsat for fysiske test og forskellige holdkombinationer der skal sikre, at de hold der bliver sendt afsted er både i fysisk topform og det bedst sammenspillede hold. Foråret vil derfor stå på en række landsholdssamlinger med spillere fra klubber fra hele landet og turneringer i udlandet, hvor holdene skal testes mod landshold fra hele Europa.

Dansk Kano og Kajakforbund melder officielt holdene ud medio juni og herefter starter en intensive periode for, at få de sidste mangler på plads inden sæsonen kulminerer til Europamesterskaberne. Det første stævne for landsholdene er European Canoepolo Cup #1 i Göttingen, Tyskland 27 & 28 April.