Traditionen tro rejste Skovshoved Roklubs kajakpolo hold til Essen i Tyskland for at deltage i verdens største kajakpoloturnering. Over 110 hold fra hele verden drager hver Pinse til Baldeneysee for at spille om det eftertragtede trofæ. Skovshoved Roklub sendte i år to hold afsted; Lokomotiv Skovshoved der er klubbens førstehold og U21-talentholdet Skovshoved Dynamite. Lokomotiv Skovshoved var afsted med en gennemsnitsalder på 22 år, hvilket gjorde holdet til en af de yngste i deres række. Målsætningen for turneringen var at afprøve nye taktikker og prøve kræfter med de bedste hold i verden.
Lørdagens pulje kampe bød på både sejre og nederlag til begge hold men med højt spil og nye taktikker røg begge hold videre fra de indledende gruppe til pladserne om 1-12. pladsen. Dette betød også at niveauet steg markant i søndagens kamp og både Lokomotivet og Dynamite kom under pres fra de mere erfarne og stærkere spillere. Semifinalerne gik desværre hurtigt tabt og efter snævre nederlag i aftenkampe måtte pladserne om 5-8 desværre også gå til andre hold. Dette ændrede dog ikke på at søndagens kampe gav en masse erfaring og konstruktive forbedringer der kan bruges når Danmarks Turneringens 2. runde løber af staben den 2-3 juni i Skovshoved Havn.