Forår, sommer og efterår, ja selv om vinteren ror vi kajak. Det kan du også komme til!
Foråret
Omkring 1. april hejser vi standeren, hvor alle erfarne begynder at ro og begynderkurser starter 9. maj. Her bliver du trænet af erfarne og certificerede instruktører, så du kan opnå at blive frigivet og få certifikat til at ro turkajak. Det betyder, at du kan låne en kajak i klubben, når du har lyst til at tage på vandet, ligesom vi stiller pagaj og svømmevest til rådighed.
Allerede nu har vi masser af aktivitet, så som e-roning, der er gratis for medlemmer, roning på kajakergometer, ugentlig yoga, svømning, hvor du også kan tage svømmeprøven på 600m, der er nødvendig, floorball, cirkeltræning, og så kan du benytte vores glimrende motionsrum med vægte, måtter og andet udstyr, du kan holde dig i form med. Og de, der har tilladelse ror også vinter og forår.
Sommeren
Her er masser af aktivitet, og først og fremmest får de nye roere kurser, bliver frigivet og ror sig erfaring til i godt selskab med både erfarne og andre nye kajakroere. Vi tager på dejlige ture til vores sommerhus SkovserRo, hvor vi ror i Isefjord og Roskilde Fjord, nogle deltager i løb sommeren igennem som f.eks. "Handicap", hvor både erfarne og nye roere ror om kap med sig selv og med andre i 20 løb - navnet kommer af, at nye roere får lov til at starte før de erfarne. Andre ror af og til fra Trænings Center Bagsværd, hvor vi også har kajakker liggende, hvor farvandet er anderledes på Bagsværd, Lyngby og Furesø samt Mølleåen. Til Sankt Hans steger vi vores egen grill-mad og ror en tur til Sankt Hans bål og ser det fra søsiden, hvis vejret tillader det. Sidst på sommeren er "kanin-dåben", hvor nye roere bliver døbt, modtager deres bevis og deltager i efterfølgende sommerfest.
Over sommeren får nye og erfarne turkajak-roere får lejliged til også at blive frigivet i Surfski, som især er velegnede til at surfe på bølger. Læs mere og forskellige kajaktyper her.
Efteråret
Trods det, at luften bliver køligere, har vandet stadig en rimelig temperatur, så der roes flittigt, fortsat med ture. Nogle tager på "langture" om sommeren og sensommeren, hvor det er muligt at låne kajakker med efter aftale, andre deltager i de sidste løb i september, indendørstræningen bliver sat igang og slut oktober stryges standeren ved en fælles højtidelighed, hvorefter roere med vintertilladelse har lov til at fortsætte med at ro. Alle aktive medlemmer kan deltage i de aktiviter, der også er om vinteren.
Vinteren
Svømning, yoga, floorball, roning på ro- og kajakergometre, træning i motionsrum er blandt de mange aktiviteter. Typisk arrangeres foredrag af forskellige slags. Vi har således haft en Verdensmester i 1000 m kajak, et medlem, der roede fra Skovshoved til Oslo i havkajak og mange andre spændende foredrag. Så fejrer vi Santa Lucia på vandet med lys på både og roere, der er gløgg og klippe/klistre julearrangement, afslutning af rosæsonnen med god middag, juletur og nytårstur, ligesom klubbens fødselsdag 14. januar fejres hvert år.
Vidste du også, at når du er frigivet i en disciplin, kan du også modtage instruktion i robåd, havkajak og kajakpolo?