Kajakpolo-ungdommen fra Skovshoved Roklub blev endnu en gang hyldet, da Gentofte Kommune afholdt den årlige mesterskabsaften på rådhuset. Her samles kommunens dygtigste idrætsudøvere for at blive anerkendt for medaljer vundet ved nationale og internationale mesterskaber.
Omkring 400 talentfulde sportsfolk deltog i årets arrangement, hvor borgmester Michael Fenger på vegne af Gentofte Kommune lykønskede de mange atleter for deres præstationer.
Skovshoved Roklub var igen i år flot repræsenteret. Osvald Bergqvist, Waldemar Hemstra-Iversen, Nico Winther og Josua Hjuler Graff Stensballe modtog hyldest for endnu en gang at have sikret Danmarksmesterskabet i kajakpolo til klubben i august sidste år.
De glade mestre blev fotograferet sammen med borgmesteren og modtog store klapsalver fra de mere end 500 fremmødte gæster i rådhussalen.
Lise Hendriksen og Kate Skavin vandt Mesterskab i veteranklassen i coastal2 i dameklassen i Nyborg i September 2025, hvor der blev afholdt DM og Forbundsmesterskaber
I forbindelse med mesterskabsaftenen blev det også offentliggjort, hvilke unge idrætsudøvere der i 2026 er udvalgt til Gentofte Kommunes Talentudviklingsprojekt.
Hvert år udvælges 15 særligt talentfulde atleter fra kommunen til programmet, og også her var Skovshoved Roklub repræsenteret. Kajakpolospilleren Hubert Henum, som var en del af talentprogrammet i 2025, blev udvalgt igen i år – en anerkendelse der vidner om et stort og vedvarende talent.
Aftenen blev dermed endnu en festlig markering af de mange sportslige præstationer i kommunen.
Stort tillykke til alle med den flotte hæder og en mindeværdig aften.