Outrigger-roning på Bagsværd Sø

21. april 2022 20:45 , af Patrizia Christensen

Nu tilbydes introduktion/brush-up med efterfølgende instruktion for medlemmer, som ønsker at prøve kræfter med outrigger-roning på Bagsværd Sø/Bagsværd Rostadion.

Outriggerroning er for alle, der godt kan lide at ro i en lækker bådtype, hvor der er fokus på god roteknik, smidighed, balance, koordinering og effektiv træning.

Det giver rigtig god mulighed for virkelig at træne kondition og styrketræning, samtidigt med at du får masser af frisk luft i en skøn natur.

Outriggerroning er ikke kun for eliteroere, men også for motionister der kan lide kraft og fart i en båd, - både for enkelt person og som holdbåde. Og hvis du også kan lide at træne og har lidt konkurrence i dig, så er en outrigger en fantastisk båd, som vil give dig mange gode timers roning/træning på vandet.

Følgende tilbydes:

  • Ma 25. april: Informationsaften i Skovshoved Roklub kl. 20.30 – 21.30
  • Ti 3. maj: Åbent hus på Bagsværd kl. 18:00 – 19:30
  • To 5. maj: Brush-up + alm. instruktion kl. 18:00 - 19:30
  • Lø 7. maj: Åbent hus på Bagsværd kl. 10:00 – 11:30
  • Ti 10 maj: Brush-up + alm. instruktion kl. 18:00 – 19:30
  • To 12. maj: Brush-up + alm. instruktion kl. 18:00 – 19:30
  • Ti 17 maj: Brush-up + alm. instruktion kl. 18:00 – 19:30
  • To 19. maj: Alm. instruktion kl. 18:00 – 19:30
  • Ti 23 maj: Alm. instruktion kl. 18:00 – 19:30

Til informationsaftenen i SR d. 25/4 får du meget mere at vide om outriggerroning og møder flere fra teamet. Vi fortæller om det at ro outrigger, instruktionsforløbet, og de muligheder der er i SR som outriggerroer.

Ved Åbent Hus-arrangementerne får du mulighed for at sidde i bådene på vandet, prøve balancen og evt. ro lidt sammen med en træner, hvis vejret tillader det. Du kan prøve singlesculler, dobbeltsculler, firer og otter.

Mødested: Skovalleen 38 - 42, 2880 Bagsværd (følg GPS/skilte til restaurant Regattapavillonen. Fri parkering på grus-P-pladsen)

Vi mødes ved søbredden/robådshallen, som ligger mellem Bagsværd Roklub og Regatta Pavillonen på ovennævnte adresse.

Skynd dig at tjekke Aktivitetskalenderen, og meld dig til. Vi glæder os til at byde alle interesserede SR medlemmer velkommen til introduktion/brush-up og efterfølgende instruktion til ’Roningens Formel 1’.

På glædeligt gensyn,
Outrigger-teamet

Jesper Skavin, mob: 40791002, roning@skavin.dk