Om roning

 

Dato for instruktion/uddannelse - se under Robåd, uddannelse.

Roning er for alle der kan lide at kombinere fysisk træning med frisk luft og socialt samvær ;-)

 

I Skovshoved Roklub dyrker vi roning på motionsplan i mange bådtyper - inrigger, outrigger og coastal. Robådsroning i Skovshoved er mange ting, vi har både konkurrence- og motionsroning, korte samt langture. Vil du træne din krop på den gode måde? Er du til saltvand, frisk roning i alt slags vejr? Vil du vide noget om trænings-programmer? Have lidt styr på dine muskler? Er du god til at arbejde i et team? Er du ny og uerfaren på dette område, så har du nu chancen for i fællesskab med andre motionsroere, der gerne vil ud og "tonse" med høj puls og teknisk træning. 

 

Kort- og langture

Der planlægges korte ture på max 10 km samt udholdenhedsture op til 50 km og mere.  Langturs- og oplevelsesroning, som vi kalder Langtursroning er roning udenfor klubbens daglige rofarvand, enten i Danmark eller udlandet. Turene kan gøres over en weekend, uger eller blot på en dag. Oplevelses- og langtursture er for alle aldre, bare man er i nogenlunde form.  

 

Motionsroning

Motionsroning langs kysten mod nord eller syd, er dette også en mulighed i Skovshoved. Klubbens beliggenhed giver gode muligheder for varierede roture i lokalfarvandet (fra Svanemøllen til Rungsted). Som motionsroer opnår du fysisk velvære, samtidig med at du får frisk luft og socialt samvær. 

 

Den perfekte motion

Roning er en perfekt motionsform, hvis du vil have en god allround træning af de store muskelgrupper, forbedre din kondition eller bare få et bedre fysisk velvære. I roning benytter du alle fem store muskelgrupper på en måde, hvor du ikke udsætter led og sener for pludselige belastninger som i f.eks. badminton eller håndbold. Så selvom du har en mindre knæskade eller ryglidelse, kan du sagtens få glæde af roning. 

Når du er blevet frigivet roer i Skovshoved Roklub, har du fri adgang til klubbens materiel. Hvis man vælger at ro i en anden bådtype som f.eks. turkajak eller havkajak, kræver dette en frigivelse af denne bådtype. Vi er en klub med mange sportsmuligheder.

 

Bådtype

Inrigger: De fleste robåde i Skovshoved Roklub er inriggere. Det er træbåde, der egner sig bedst til havsejlads. De er havets turbåde for robådsfolket. I en inrigger roes med én åre, og der skiftes plads undervejs på roturen. Bådene roes enten af to eller af fire roere, mens én styrer. Disse både bruges både til langture og almindelig tur-, motions- og kaproning. 

 

60+afdelingen

Dette navn dækker en ordning, hvor roning fortrinsvis sker på formiddage, ikke mindst henvender sig til pensionister. Selv om vi har medlemmer fra nær og fjern, så er størstedelen dog bosatte i Gentofte. Alle kan ro med om formiddagen, hvis man har lyst. Fælleskabet lægges der stor vægt på, det at have det rart sammen. Det er vigtigt, at man vender glad hjem fra en rotur. Flere gange om året arrangeres fælles frokost og hygge efter en tur på Øresund. Der planlægges ca. en gang om året flere dagesture til andre rosteder i Danmark, ikke mindst en ferietur.

Der er faste rotider: Mandag og torsdag formiddag fra kl. 9:30, mødes omklædt uden tilmelding, man møder bare op. Man ror så længe, det enkelte bådhold har lyst, ca. til kl. 12.00. Efter aftale ror vi også på andre dage, og her kan målet være Københavns havn eller f.eks. Rungsted.


Roning er en sund motionsform. Man bruger især lårmusklerne, men da man sidder er det ikke så hårdt for knæene som f.eks. løb. Man behøver ikke i forvejen at være i særligt god form, men roning styrker kroppen, og roere får stærke knogler. Man må dog være så adræt, at man kan bevæge sig hen igennem båden, når der skal skiftes plads i båden. Det kræver, at man kan svømme 600 meter uden hvil, dette krav kræver for alle medlemmer i Skovshoved Roklub.

Lyder det som om roning er noget for dig, så kan du kontakte os - enten ved at møde op en mandag eller torsdag formiddag kl. 9.15 og se, hvorledes det foregår og tage eventuelt en snak med én af instruktørerne. Du er også velkommen til at kontakte rochefen på robaad@skovshoved.dk

 

Vintertræning

Om vinteren kræver det vinterroningstilladelse for at gå på vandet. Gennem vintersæsonen er der mulighed for at deltage i svømning, aerobic, løb, styrketræning, cirkeltræning, rospinning mv. Hele året er der aktivitet i Skovshoved Roklub - næsten hver dag på en eller anden måde.

 

Du er velkommen i Skovshoved Roklub

Har du lyst til at begynde at ro i Skovshoved Roklub, er du velkommen til at skrive til rochefen robaad@skovshoved.dk eller bare vælg på hjemmesiden "Bliv medlem".